En fobi er en tillært overdreven frygt for et eller andet. Det kan fx være for højder, for at skulle holde tale foran en forsamling eller for fugle. En af de mest almindelige fobier er fobien for edderkopper, også kaldet araknofobi. Det er den du skal lære lidt om her:
I NLP forstår vi en fobi således: Forestil dig at du besøger hjemmesiden edderkop.com, men at den hjemmeside på et tidspunkt i fortiden har fået lagt en lille virus ind der gør, at når du besøger siden, bliver du straks sendt videre til hjemmesiden frygt.com. Derfor kan du ikke længere se edderkop.com uden straks at føle frygt.com. I NLP arbejdet vi ikke med frygten som en generel oplevelse, idet vi opfatter den som en livsvigtig ressource. I stedet arbejder vi med den virus der sender dig videre fra edderkop til frygt.
Sommetider har en fobi sin rod i en traumatisk oplevelse i ens fortid. Andre gange har man som barn blot overtaget frygten fra en voksen rollemodel (via projektiv identifikation). Neurologisk set opstår fobien ved at der sker en kobling mellem synet af edderkoppen og følelsen af frygt.
En anden vigtig del af forståelsen af en fobi er at frygten ikke kommer fra edderkoppen, men er resultatet af en konkret indre indsats. Det faktum at oplevelsen kan gentages igen og igen i nær identisk form, viser at man har en velfungerende strategi for at skabe frygt i den sammenhæng. Det er den strategi vi med NLPs forskellige fobiteknikker ønsker at forstyrre, så den ikke længere kan fungere i sin oprindelige form.
“You are born with only two fears: fear of falling and fear of loud noise. All the rest is learned. And it’s a lot of work!” (Richard Bandler)
I NLP har vi mange måder at arbejde med fobier på – her er en af dem:
Skalér oplevelsen
Når du arbejder med et fobisk respons, så husk altid først at skalere oplevelsen ved fx at spørge: “På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er intet respons og ti er det værste du har følt, hvor ubehagelig er denne oplevelse for dig”. Dette er sædvanligvis nemt for klienten at svare på, og det giver ham noget at sammenligne med efter teknikken – og dig mulighed for at teste og justere undervejs. Målet er at komme ned på 0.
1. Identificer en konkret oplevelse
Vi starter med at finde en ubehagelig oplevelse med edderkopper – helst klientens ‘oprindelige’ traumatiske oplevelse. Hvis vi ikke kan finde den oprindelige, tager vi den værste klienten kan komme i tanke om.
2. Afgræns oplevelsen
For at kunne arbejde effektivt med en fobi, starter vi med at bestemme hvornår den konkrete oplevelse starter og hvornår den slutter. Her bruger vi fx. formuleringer og spørgsmål som “hvornår begynder det at blive kritisk?” og “hvornår ved du at du har overlevet?” Målet er at markere en kort mental film som starter når det bliver kritisk, og slutter når klienten igen er ude af det kritiske og ved han har ‘overlevet’. Dette er ofte ikke særligt svært, da denne film næsten altid er en essentiel del af personens oprindelige strategi for at skabe frygt for edderkopper.
3. Konstruér den endelige film
Næste trin er at forlænge filmen så den har tre lige lange afsnit. Den kritiske del fra trin 2 er den midterste tredjedel, den første tredjedel er trygheden inden det kritiske sker, og den sidste tredjedel er der hvor frygten klinger af i erkendelse af man er i sikkerhed og har overlevet. Dette er en ny film for personen, og ofte kan vi allerede her se en reduktion af frygten.
4. Kør filmen baglæns tilbage til trygheden
En typisk strategi for at skabe frygt, er ved at køre en indre film af et oplevet eller forestillet skrækscenario. Og hvis man har gjort dette mange gange med den samme film, har man med tiden udviklet en stor ubevidst kompetence i dette. Nu skal vi træne en ny film hvor vi i stedet for at ende i frygt, ender i tryghed. Jeg plejer at sige noget i retning af: “Du har øvet og mestret den gamle film som gav dig frygt. Nu er det på tide at øve og mestre en ny film som vil give dig tryghed istedet. Kør nu den nye film baglæns, hele vejen tilbage til trygheden, og fortæl mig når du har gjort det”.
5. Øvelse gør mester
For at blive lige så kompetent i at skabe tryghed i selskab med edderkopper, som klienten har været i at skabe frygt, er vi nødt til at hjælpe ham med at øve den nye film mange gange (tænk på hvor mange gange han har øvet den gamle film): Først 3-5 gang i realtid for at lære den nye film godt at kende. Dernæst 3-5 gang i dobbelt tempo, 3-5 gange på 10, 5 og 3 sekunder. Tilsidst 3-5 gange så hurtigt at oplevelsen kun ses som et lysglimt. På det tidspunkt er den nye tryghedsfilm ubevidst funktionel på sammen måde som den gamle frygtfilm var.
Skalér oplevelsen igen
Efter nogle minutters pause så klientens nervesystem kan falde til ro og lagre den nye oplevelse, beder du igen klienten om at skalere sin oplevelse fra 0 til 10. Bed ham om at tænke på en edderkop eller endda den oprindelige begivenhed, I har arbejdet med. Bed ham mærke godt efter om der er noget af den negative følelse tilbage. Jeg plejer at test lidt hårdt udfra devicen om at hvis vi ikke er helt igennem, er det bedre at opdage det mens vi stadig er sammen (og kan gøre mere), fremfor når han er alene ude i junglen.
Hvis den ikke er nede på 0, kan vi spørge om han nu er kommet i tanke om en tidligere eller stærkere oplevelse, vi også skal arbejde igennem, ellers kører vi oplevelsen baglæns endnu flere gange. Her plejer jeg at sige: “Vi bliver ved med at gøre dette indtil den er nede på 0”. Når klientens underbevidsthed forstår at jeg mener det, så går det ofte hurtigt med det sidste. Alt i alt kan hele oplevelsen tage fra nogle få minutter til en times tid eller to.
Respekt og indlevelse
Selvom denne teknik er simpel og ligner en mekanisk tilgang til psykologi, så kræver den respekt for klientens oplevelse, god indlevelse og sikker observationsevne. Alt sammen noget du får trænet grundigt på din NLP-uddannelse.
OBS: Har ud lyst til at dele dette indlæg på din Facebook så brug kommentarfeltet længere nede. Har du lyst til at dele det på LinkedIn, så klik på LinkedIn knappen øverst til højre i indlægget.
Om Pete Andersen
Speak Your Mind