De 4 niveauer af lytning i NLP

Det vigtigste i enhver form for dialog er at lytte så den anden føler sig hørt, mødt og forstået. Her er lidt inspiration fra NLP’ens verden til at vurdere hvor god, du er til at lytte:

“Most people do not listen with the intent to understand; they listen with the intent to reply.” (Stephen R. Covey)

1. At høre på
Det mest overfladiske niveau af lytning er ‘at høre på’. Her registrerer ens ører godt nok lydbølgerne fra en anden persons stemme, og vi kan endda ofte citere ordret hvad der er blevet sagt.. Men vi forholder os ikke til det sagte, og venter måske endda kun på at det bliver vores tur til at tale. Vi kan nemlig sagtens høre på at nogen taler, og alligevel tænke på noget helt andet samtidig. Som Coach bør du aldrig være på dette niveau.

2. At lytte til
Andet niveau er ‘at lytte’ til klienten, med et personligt spørgsmål på sinde. Lidt a la ‘hvad har det med mig at gøre?’ eller ‘hvad kan jeg få ud af det?’. Her lytter du med baggrund i dine egne tanker, interesser og behov, og bruger egentligt bare den andens fortælling til at udforske din egen tankeverden. Dette er hverdagslytning og muligvis tilstrækkeligt til daglig konversation hvor man bare ‘bytter historier’. Men det er heller ikke godt nok til coaching.

3. At lytte efter
Det tredje niveau af lytning er når du ‘lytter efter’ noget bestemt i det klienten siger. Måske har du en intuition og lytter for at få den be- eller afkræftet. Eller måske lytter du efter bestemte formuleringer, prædikater eller kriterier. Dette niveau af lytning kan hjælpe dig til at vide præcist hvor i processen klienten er. Det er her coaching starter.

4. At lytte med hjertet
At lytte med hjertet er dyb lytning med et minimum af vurdering. Her er du selv helt ude af billedet, og der er kun lidt eller slet ingen indre dialog hos dig. Det er her din intuition og empati virker allerbedst. At lytte med hjertet er en gave til et andet menneske fordi her spørger du nysgerrigt ind, og giver den anden en konkret oplevelse af ægte menneskelig interesse. Denne form for lytning kan i sig selv være helbredende. God coaching er når coachen ved hvornår der er behov for niveau 3 lytning og hvornår der er behov for niveau 4 lytning, og han/hun kan skifte ubesværet mellem dem.

“God kommunikation handler ikke om at give den anden en masse information, men om at give den anden din opmærksomhed.” (Pete Andersen)

Når du har lyttet er det ofte en god idé at ‘backtracke’, dels for at vise den anden, at du har lyttet og forstået det, der er blevet sagt, og dels for at sikre at I er enige om tingene så langt. I NLP stræber vi, når vi backtracker, efter at bruge klintens egne ord, fordi vi tænker at ord er ‘triggere’ for bestemte indre oplevelser. Du kender sikkert nogle af de klassiske backtracking formuleringer: ‘Har jeg forstået det rigtigt at…’ eller ‘det jeg hører dig sige er…’ eller ‘lad mig lige tjekke at jeg er med…”

Disse kategorier af lytning er selvfølgelig ikke enestående for NLP og coaching. Måske har du selv, fra tid til anden, tænkt det samme. Uanset set hvad, er det alid en god idé at stræbe efter en dybere og mere vedkommende dialog. Og det er også altid en god idé at vise at du har lyttet – og at teste din forståelse før du går videre…

OBS: Har du lyst til at dele dette indlæg på din Facebook så brug kommentarfeltet længere nede. Har du lyst til at dele det på LinkedIn, så klik på LinkedIn knappen øverst til højre i indlægget.


Tilmeld dig her og få Ebogen 'Din Personlige Vej til SUCCES' (værdi 139,-) gratis:

Om Pete Andersen

Pete Andersen er internationelt certificeret Life Coach, NLP-træner og forfatter til flere bøger og CD’er om udvikling og succes. Han har været selvstændig med egen kursus-, coaching-, og forlagsvirksomhed det meste af sit liv. Se mere på peteandersen.dk

Speak Your Mind

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.