Noget af det, der er specielt for mennesket er, at vi er i stand til at kommunikere vores erfaringer og indsigter videre til andre ved hjælp af skrevne ord. Det betyder at vi ikke behøver at gøre alle erfaringerne selv, men kan bygge videre på andres.
Personligt elsker jeg at læse bøger (og at høre lydbøger når jeg sidder i bilen). De følgende titler er nogle af dem jeg oftest anbefaler til klienter og deltagerne på mine kurser og foredrag. Selv læser jeg dem oftest på engelsk, men de fleste findes også på dansk (og som lydbøger på iTunes eller Audible).
“Not all readers are leaders, but all leaders are readers…”
(Harry Truman)
The inside out revolution af Michael Neill
Superfed bog om de tre principper der styrer dit liv. Bogen er mesterligt skrevet af den engelske NLP-træner Michael Neill. Der er ingen teknikker i bogen – kun en inspirerende gennemgang af en simpel model af verden som kan sætte dig fri. Superfed at læse og superfed at tænke over (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Saxo.
Essentialism – the disciplined pursuit of less af Greg McKeown
Denne bog er en af mine absolutte favoritter. Den giver en inspiration til at befri ens liv for distraktioner. Resultatet er indre ro, frihed for stress og en væsentligt større produktivitet. Lær at bruge sprogets måske vigtigste ord til at beskytte din tid. Lær at sige nej til alt det, der ikke bidrager positivt til dit liv (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Saxo.
Mindset af Carol Dweck
Denne bog gør op med myten om medfødt talent. I bogen henviser forfatteren til en lang række undersøgelser der viser, at når vi anerkender børn for deres indsats, så udvikler de et ‘vækstmindset’ hvor de ønsker at tage større og større udfordringer op. Mens anerkendelse for talent ser ud til at være dræbende for barnets udvikling (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Saxo.
How to wind friends and influence people af Dale Carnegie
Dette er en sand klassikere som alle bør læse. Det handler om social intelligens men er skrevet mange år før begrebet blev moderne. Bogens teknikker og indsigter er brugbare hele vejen rundt i livet, privat såvel som på jobbet, og fra manden eller kvinden på gulvet og hele vejen op til direktionen (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Saxo.
Feal the fear and do it anyway af Sussan Jeffers
Dette er også blevet en klassiker i genren personlig udvikling. Forfatteren formår på enestående vis at afhjælpe skammen over at at føle frygt, og at indgyde mod til at gøre de ting vi drømmer om. Det hele sker med vedkommende anekdoter og enkle øvelser. Bogen er yderst inspirerende og godt skrevet (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Saxo.
Multipliers – how the best leaders makes everyone smarter af Liz Wiseman
Forfatteren har foretaget et stort studie af mange topledere, og har delt dem op i ‘Diminishers’ der reducerer menneskers formåen og ‘Multipliers’ der bringer det bedste op i folk. Typisk producerer folk omkring en Multiplier dobbelt så meget som dem omkring en Diminisher – og oplever samtidig mere arbejdsglæde (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Saxo.
Extreme ownership – hov U.S.Navy Seals lead and win af Jocko Willink & Leif Babin
En af de bedste bøger om lederskab jeg har læst. Selvom Navy Seals opererer i livsfarligt terræn i fjendeland når de næsten altid deres mål, og sædvanligvis med meget små tab. De er nemlig mestre i en flad ledelsesstil som er kommunikativ og involverende. Det vil sige at alle kender missionens mål og kan lede videre hvis lederen falder (fås også på dansk og som lydbog på engelsk). Se bogen på Amazon.
Har ud lyst til at inspirere dine venner på Facebook, så brug kommentarfeltet længere nede. Har du lyst til at dele det på LinkedIn, så klik på LinkedIn knappen øverst til højre i indlægget.
Speak Your Mind